Jeg ser ikke hvorfor man ikke ville være interesseret i anbefalinger. Det er vel målet at kunne lave en velinformeret beslutning, og det er vel de færreste, der har tilstrækkelig viden om børnepsykologi (og lign.), til at vide hvilket forbrug der er passende. Selv sundhedsstyrrelse siger jo, at de ikke ved det. Hvorfor skulle man ikke være interesseret i at få yderligere information?
Hvis ikke sundhedsstyrelsen ved nok om det, hvem kan så give anbefalingen? Altså, hvem kan man så stole på overhovedet at være i stand til at give en anbefaling? Jeg synes bestemt ikke at politikerne skal til at lave anbefalinger ud fra noget lommefilosofi.
Hvis man ikke har et svar kan man f.eks. finansiere noget forskning. Men folk kan jo gerne ville have anbefalinger, selvom de ikke kan få dem. Jeg synes, det giver god mening, at være interesseret i at blive klogere på området. At Sundhedsstyrelsen så ikke kan komme med et svar, det er jo en anden sag.
Ja, det skal da undersøges inden de melder noget ud, men jeg tænker bare tilbage på alle de andre anbefalinger som vi har fået igennem tiden, som sidenhen har vist sig at være helt ude i hampen. Madpyramiden, skolemælk, flourskylning, antal genstande under graviditet, osv.
Der er sådan en falsk tryghed i at overlade beslutningerne til myndighedernes anbefalinger, især hvis ikke myndighederne rigtigt har sagligt belæg for det. Hvis der var en klar rigtig og forkert information omkring det her, så skulle man nok kunne udbrede den viden, uden at man behøver at skære fem korte sætninger ud i sten som den endegyldige sandhed som så gælder alt og alle.
Hvis frygten er at “de unge” får for lidt motion, så skulle man måske anbefale motion.
Hvis frygten er at de bliver socialt afstumpede, så skulle man måske anbefale socialt samvær.
Jeg ser ingen grund til at lave heksejagt på skærme fordi man mistænker det for at være årsagen til den manglende motion eller socialisering.
Tværtimod er der mange sociale aspekter i det, hvor man risikerer at stigmatisere de unge hvis man afskærer dem fra at deltage i det.
Altså de må hjertens gerne undersøge det og melde ud, men jeg tror simpelthen ikke at “skærmtid” er årsag til hverken det ene eller andet. Man er nødt til at grave dybere end bare at smide et timeantal på bordet.
Selv sundhedsstyrrelse siger jo, at de ikke ved det.
Så vidt jeg forstår siger de ikke at de ikke ved det, bare at det ikke giver mening at give et timeantal som anbefaling, da det i højere grad kommer an på hvad du bruger de timer på.
da det i højere grad kommer an på hvad du bruger de timer på
Det tror jeg ikke de siger, men jeg forestiller mig også, at det nok er der den ligger. Men jeg tænker stadig det kan være svært at vide hvordan man skal forholde sig. Er det i sig selv et problem at bruge tid foran skærmen; er det kun specifikke ting man skal begrænse? Sådanne spørgsmål forestiller jeg mig, at mange andre også har.
Jeg kan godt forstå at nogle forældre er interesserede i anbefalinger om, hvad forbrug der er passende. Men som det er påpeget andetsteds i kommentarerne, så er “skærmtid” ikke en særlig god indikator, da skærm ikke længere er enten computerspil, eller flow TV, og man kan forbruge ret fornuftige ting i børnehøjde på en skærm, i lang tid. Der er forskel på at doomscrolle influencere på Instagram og Tik Tok, og se Smarter Every Day eller lignende på YouTube, i timevis.
Hvis Sundhedsstyrelsen skulle komme med nogle konkrete retningslinjer forestiller jeg mig, at det ville være noget der var forbundet med hvor længe man kan kigge på en skærm om dagen, af hensyn til ens øjne (hvis det overhovedet er en ting), og ikke noget om hvad man kigger på. Processen med at give anbefalinger til hvad man kigger på i det tidsrum, ville være en utrolig kompleks flowchart, med så mange forgreninger og forbehold, at den reelt set ville være ubrugelig.
Uden at stå i situationen selv endnu, så forestiller jeg mig, at det må være noget med, at man som forældre tager ansvar for at udforske hvad man kan se på skærmen, og hjælpe dem med at finde ud af at bruge tiden foran skærmen på noget der interesserer dem, eller prøve at give dem nogle “sunde” indgange til at finde indhold de synes er spændende. Ja, det kræver en indsats, og tager tid, men i min optik er det forældrenes ansvar, og ikke sundhedsstyrelsens, at sætte de rammer.
Jeg ser ikke hvorfor man ikke ville være interesseret i anbefalinger. Det er vel målet at kunne lave en velinformeret beslutning, og det er vel de færreste, der har tilstrækkelig viden om børnepsykologi (og lign.), til at vide hvilket forbrug der er passende. Selv sundhedsstyrrelse siger jo, at de ikke ved det. Hvorfor skulle man ikke være interesseret i at få yderligere information?
Hvis ikke sundhedsstyrelsen ved nok om det, hvem kan så give anbefalingen? Altså, hvem kan man så stole på overhovedet at være i stand til at give en anbefaling? Jeg synes bestemt ikke at politikerne skal til at lave anbefalinger ud fra noget lommefilosofi.
Hvis man ikke har et svar kan man f.eks. finansiere noget forskning. Men folk kan jo gerne ville have anbefalinger, selvom de ikke kan få dem. Jeg synes, det giver god mening, at være interesseret i at blive klogere på området. At Sundhedsstyrelsen så ikke kan komme med et svar, det er jo en anden sag.
Ja, det skal da undersøges inden de melder noget ud, men jeg tænker bare tilbage på alle de andre anbefalinger som vi har fået igennem tiden, som sidenhen har vist sig at være helt ude i hampen. Madpyramiden, skolemælk, flourskylning, antal genstande under graviditet, osv.
Der er sådan en falsk tryghed i at overlade beslutningerne til myndighedernes anbefalinger, især hvis ikke myndighederne rigtigt har sagligt belæg for det. Hvis der var en klar rigtig og forkert information omkring det her, så skulle man nok kunne udbrede den viden, uden at man behøver at skære fem korte sætninger ud i sten som den endegyldige sandhed som så gælder alt og alle.
Hvis frygten er at “de unge” får for lidt motion, så skulle man måske anbefale motion. Hvis frygten er at de bliver socialt afstumpede, så skulle man måske anbefale socialt samvær.
Jeg ser ingen grund til at lave heksejagt på skærme fordi man mistænker det for at være årsagen til den manglende motion eller socialisering.
Tværtimod er der mange sociale aspekter i det, hvor man risikerer at stigmatisere de unge hvis man afskærer dem fra at deltage i det.
Altså de må hjertens gerne undersøge det og melde ud, men jeg tror simpelthen ikke at “skærmtid” er årsag til hverken det ene eller andet. Man er nødt til at grave dybere end bare at smide et timeantal på bordet.
Så vidt jeg forstår siger de ikke at de ikke ved det, bare at det ikke giver mening at give et timeantal som anbefaling, da det i højere grad kommer an på hvad du bruger de timer på.
Det tror jeg ikke de siger, men jeg forestiller mig også, at det nok er der den ligger. Men jeg tænker stadig det kan være svært at vide hvordan man skal forholde sig. Er det i sig selv et problem at bruge tid foran skærmen; er det kun specifikke ting man skal begrænse? Sådanne spørgsmål forestiller jeg mig, at mange andre også har.
Jeg tror også det er der den ligger.
Jeg kan godt forstå at nogle forældre er interesserede i anbefalinger om, hvad forbrug der er passende. Men som det er påpeget andetsteds i kommentarerne, så er “skærmtid” ikke en særlig god indikator, da skærm ikke længere er enten computerspil, eller flow TV, og man kan forbruge ret fornuftige ting i børnehøjde på en skærm, i lang tid. Der er forskel på at doomscrolle influencere på Instagram og Tik Tok, og se Smarter Every Day eller lignende på YouTube, i timevis.
Hvis Sundhedsstyrelsen skulle komme med nogle konkrete retningslinjer forestiller jeg mig, at det ville være noget der var forbundet med hvor længe man kan kigge på en skærm om dagen, af hensyn til ens øjne (hvis det overhovedet er en ting), og ikke noget om hvad man kigger på. Processen med at give anbefalinger til hvad man kigger på i det tidsrum, ville være en utrolig kompleks flowchart, med så mange forgreninger og forbehold, at den reelt set ville være ubrugelig.
Uden at stå i situationen selv endnu, så forestiller jeg mig, at det må være noget med, at man som forældre tager ansvar for at udforske hvad man kan se på skærmen, og hjælpe dem med at finde ud af at bruge tiden foran skærmen på noget der interesserer dem, eller prøve at give dem nogle “sunde” indgange til at finde indhold de synes er spændende. Ja, det kræver en indsats, og tager tid, men i min optik er det forældrenes ansvar, og ikke sundhedsstyrelsens, at sætte de rammer.